I forbindelse med min graviditet fandt jeg hurtigt ud af hvor mange nye ting, der pludselig skal anskaffes. Noget jeg, for at være ærlig, måske ikke var heeelt klar over omfanget af. Jovist, jeg vidste da godt at der var nogle nye ting der skulle til, men det helt klare overblik over hvad – og hvor meget – fik jeg først efter timevis af research og et par besøg i nogle babybutikker.
Det gik op for mig, at alle de baby tjeklister jeg kunne finde på nettet, bestod af en del flere ting end der faktisk er behov for, lige når baby melder sin ankomst. Hvilket hurtigt kan gå hen og blive en rigtig dyr fornøjelse at anskaffe sig på én gang, hvis man er på SU eller har et stramt budget.
Derfor har jeg nu lavet min version af ”babylisten”. Den måde jeg fandt det allermest overskueligt på, var at bygge det op efter kategorier og derefter dele det op efter ”Need to Have”, altså ting der er nødvendige at anskaffe sig, og ”Nice to Have”, altså ting der er dejlige at have, men ikke nødvendigvis nødvendige. Det gav, for mig, et super godt overblik over, hvad der skal prioriteres først, og hvad der kan komme i anden række, hvis pengene er små.
Mine kategorier er delt op i:
- Huskeliste til Mor
- Huskeliste til Transport
- Huskeliste Babytøj
- Huskeliste til Puslebordet
- Huskeliste til Babyhjørnet
Derudover har jeg skrevet antal på. Det betyder ikke at det er en dårlig idé at anskaffe sig mere end det jeg har skrevet på min liste, det er bare min vurdering af, hvad der er det nødvendigt at have i huset inden baby kommer. Det er en god idé at huske på, at hverken nettet eller byens butikker lukker, bare fordi baby er kommet med hjem, og man kan altidgå ud og købe noget ekstra, hvis man finder ud af, at der er en særlig ting man bruger meget.
Jeg vil under hver liste jeg har lavet, lige knytte en kommentar til den, for forhåbentligt at kunne komme nogle af jeres spørgsmål i forkøbet, men ellers er I selvfølgelig mere end velkomne til at stille spørgsmål eller komme med input.
Huskeliste til Mor
Need to have
- Store bind (1 pk)
- Creme til brystvorter (1)
- Amme indlæg (1 pk)
- Amme BH’er (1)
- Amme toppe (3)
Nice to have
- Morgenkåbe (1)
- Brystpumpe (1)
- Amme pude (1)
Det er en god idé at vente med at købe flere Amme BH’er end én enkelt inden fødslen. Ens bryster kan enten vokse rigtig meget eller meget lidt, det er super individuelt og det er ærgerligt at så med flere dyre BH’er uden at kunne bruge dem.
Det er ikke alle, som får brug for en brystpumpe og nogle skal kun bruge den i så lille et omfang, at det måske bedre kan betale sig at leje én med hjem fra hospitalet. Mit råd er: vent med at køb, til du kender dit behov.
Huskeliste til Transport
Need to have
- Barnevogn (1)
- Barnevognsmadras (1)
- Insektnet (1)
- Regnslag (1)
- Lift eller kørepose (1)
- Lagen til barnevogn (2)
- Lagen til lift (2)
- Pusletaske (1)
Nice to have
- Autostol (1)
- Vådliggerlagen til barnevogn (2)
- Vådliggerlagen til lift (2)
- Kopholder til barnevogn (1)
- Bæresele eller vikle (1)
- Kædelås til barnevogn (1)
En autostol kan man ofte låne eller leje, så hvis i ikke har en bil, så er det ikke nødvendigt at investere i en selv.
Huskeliste Babytøj
Need to have
- Langærmede bodystockings (4-5 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Kortærmede bodystockings (4-5 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Heldragter (4-5 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Natdragter (2-3 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Huer (2 i hver ca. 35 og 40 cm)
- Trøje/jakke (2 i hvert str. 56, 62)
- Sokker (3 i hver str. 10-12, 13-15)
Nice to have
- Bluser (4-5 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Busker (4-5 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Strømpebukser (2 stk i hver str. 50, 56, 62)
- Savlesmæk
Det er en god idé at anskaffe sig noget i de forskellige størrelser, da man aldrig rigtig ved hvad baby bedst passer når den kommer ud, men et tip er: lad være med at køb en helt masse. Både fordi baby hurtigt vokser ud af de små størrelser, men også fordi det tit og ofte er det som familiemedlemmer kommer med til baby.
Huskeliste til Puslebordet
Need to have
- Puslebord eller plade (1)
- Puslepude (1)
- Blespand (1)
- Bleposer (1 pk)
- Badekar (1)
- Blød babybørste (1)
- Stofbleer (10-15 stk)
- Vådservietter (2 pk)
- Zinksalve (1)
- Babyolie (1)
- Baby shampoo (1)
- Baby badesæbe (1)
- Baby lotion (1)
- Bleer (1 pk)
- Sutter i forskellige modeller (3-4)
Nice to have
- Indstats til badekar (1)
Mange af disse ting kan anskaffes i de mange gratis babypakker man kan hente i diverse butikker, start med at anskaf dem, så er I godt på vej på denne front.
Huskeliste til Babyhjørnet
Need to have
- Tremmeseng (1)
- Madras til tremmeseng (1)
- Lagner til tremmeseng (2)
- Babydyne (1)
- Sengetøj (2)
- Babyalarm (1)
- Sutteflasker (2)
Nice to have
- Vugge (1)
- Natlampe med dæmpet lys (1)
- Sengerand (1)
- Babynest (1)
- Aktivitetstæppe (1)
- Vådliggerlagen til tremmeseng (2)
- Babystol (1)
- Indsats til nyfødt til babystol (1)
- Skråstol/vippestol (1)
Jeg har skrevet at det mest essentielle ville være en tremmeseng. Dette er fordi en baby kun kan være i en vugge i ca 6 måneder, hvorefter den alligevel skal over i en tremmeseng. Derfor, for at spare lidt på pengene i det lange løb, kan man med fordel bare starte med en tremmeseng, det kan den lille baby også sagtens sove i.
I kan i øvrigt hente min liste som en Excel fil nederst i indlægget, så I selv kan krydse af hvad I har og mangler, og evt. selv tilføjer ting, som I skal have købt ind.
Så er der ellers bare at sige GOD BABYSHOPPING!
Her kan i hente listen i PDF format: Huskelister PDF